Et farligt angreb på vores ledelsesmodel

Af Jesper Lau Hansen, Professor, dr.jur., Københavns Universitet

Rapport fra EU Kommissionen om såkaldt ”bæredygtig ledelse” er - med rette - blevet udsat for heftig kritik blandt flere af medlemsstaterne, og EU’s grundlov, dvs. traktaten og dens nærhedsprincip, risikerer at blive skrottet, hvis ikke den danske regering går sammen med de medlemsstater, der vil forhindre forslaget. Kommissionen ønsker således at lovgive på et område, selskabsledelse, hvor det er klart, at medlemsstaterne selv har en velfungerende ordning, og hvor nærhedsprincippet derfor burde fungere som bremse. I yderste konsekvens vil det alvorligt udvande investorernes magt til at vælge deres egne repræsentanter til bestyrelse og ledelse. Det samme kan man frygte vil ske med medarbejderrepræsentation i bestyrelserne.

Som det vil være de fleste bekendt, er bæredygtighed højt prioriteret af den nye Kommission under van der Leyens ledelse. Det kan ikke overraske, da udfordringerne fra klimaændringerne er blandt de vigtigste udfordringer, og indsatsen nyder normalt bred opbakning. Denne opbakning er Kommissionen desværre ved at sætte over styr med et nyt initiativ om såkaldt bæredygtig selskabsledelse.

Heftig kritik af rapport om såkaldt bæredygtig ledelse

Efter traktatens nærhedsprincip kan EU-lovgivning til løsning af et problem kun fremmes, hvis den er nødvendig, fordi medlemsstaterne ikke selv kan løse problemet. Kommissionen skal derfor altid fremlægge en begrundelse for at lovgive og udsætte denne for en offentlig høring. I juli offentliggjorde Kommissionen en række initiativer om bæredygtighed. Et af disse angik bæredygtig selskabsledelse og var ledsaget af en rapport, der var udarbejdet af en italiensk afdeling under Ernst & Young. Ved samme lejlighed annoncerede man sin hensigt om at fremsætte forslag til EU-lovgivning i det nye år og åbnede for en høring af rapporten indtil begyndelsen af oktober.

Den italienske rapport vakte vild opmærksomhed og blev udsat for en hidtil uset heftig kritik. Det skyldes, at rapporten var uhørt ringe. Rapporten begyndte med at anerkende, at medlemsstaternes egen lovgivning faktisk tilgodeser bæredygtighed. Det kan ikke undre, da det altid har været ledelsens ansvar at håndtere forudseelige risici, og efterhånden som konsekvenserne af klimaforandringer bliver mere klare, følger det derfor naturligt, at selskabsledelserne må navigere herefter. Som alle med interesse for erhvervsliv og investering ved, spiller bæredygtighed således en stigende rolle både for ledelserne og deres investorer. Der er m.a.o. ikke noget problem med national lovgivning.

Påstand om grådige investorer og bæredygtighed afvist under høring

Det helt usædvanlige ved rapporten var imidlertid, at den postulerede, at der faktisk var et problem, fordi investorer er kortsigtede og grådige, og derfor tvinger selskabsledelserne til at udbetale alt for meget kapital, hvilket udsulter selskaberne og forhindre dem i at tænke bæredygtigt. For at dokumentere denne forudfattede holdning henviste rapporten til en række udvalgte undersøgelser, som angiveligt bekræftede indtrykket. Under den offentlige høring blev rapportens ensidighed og dens selektive valg af empiri fuldstændigt tilbagevist. Rapporten havde således undladt at nævne de mange undersøgelser, der modsagde dens resultater. De citerede undersøgelser havde kun set på kapital, der forlader selskabet, men ikke på, om selskaberne fik nye midler ind, altså så man kun på den ene side af ligningen. Det samlede billede var helt modsat, selskaberne fik rigeligt med kapital. Rapportens metode og grundsyn om de grådige investorer var så forkert, at når rapporten oplistede en række medlemsstater efter bæredygtighed, nåede man frem til, at Polen og Ungarn er langt mere bæredygtige end Sverige og Finland. At Victor Orbans Ungarn og det kulproducerende Polen skulle være det, er åbenlyst absurd. Pladsen her tillader ikke yderligere, men man kan roligt sige, at rapporten blev knust under høringen.

Rapporten vakte også opsigt, fordi dens grundholdning om de grådige og upålidelige investorer gik imod den politik, som Kommissionen i øvrigt har ført. For få år siden blev direktivet om aktionærrettigheder opdateret og udvidet, netop for at fremme investorernes rolle som støtter af bæredygtighed. Samme holdning ligger bag alle de øvrige bæredygtighedsforslag, f.eks. oplysningskrav og transparens omkring ESG. Virkeligheden er jo også, at det er investorernes pres for at sikre, at virksomhederne indregner effekterne af klimaforandringerne, som tvinger selskabsledelserne til at fokusere på bæredygtighed.

Nærhedsprincippet er ikke opfyldt

Det rejser unægtelig spørgsmålet, hvorfor Kommissionen så alligevel har valgt at støtte en rapport, der både er faktuel forkert og i modstrid med dens øvrige agenda. Den eneste rationelle forklaring er, at Kommissionen pga. nærhedsprincippet har brug for rapporten for at få løftet selskabsledelse op på EU-niveau og væk fra national regulering. Det ønske overtrumfer åbenbart alle betænkeligheder. Det har imidlertid en række ekstremt alvorlige konsekvenser.

Hvis Kommissionen får lov at bruge så ringe en rapport til at opfylde nærhedsprincippet, er princippet reelt ophævet, og der er ingen beskyttelse for medlemsstaternes suverænitet. Det er i sig selv uhyre alvorligt.

Et forkert udgangspunkt vil betyde forkerte løsninger

Fordi rapporten identificerer et forkert problem, er dens løsninger tilsvarende forkerte. Hvis investorer ikke kan have indflydelse på selskabernes ledelse, fordi de er grådige og kortsigtede, må magten i stedet lægges hos andre. Her peger rapporten på "stakeholders" og indrømmer frejdigt, at det er en diffus gruppe. Det kan være alt fra selvudnævnte NGO'er til enkeltstående fanatikere. Disse stakeholders skal inddrages i selskabernes ledelse, så de kan kontrollere de upålidelige investorer. Når de på den måde overtager investorernes rolle, skal de naturligvis også have de samme beføjelser, herunder at kunne sagsøge medlemmer af ledelsen, der i deres øjne ikke er bæredygtige nok. Hvordan europæiske virksomheder skal kunne skaffe kapital fra investorer under disse vilkår, eller tiltrække kvalificerede ledere, interesserer rapporten sig ikke for.

Investorer og medarbejdere får frataget deres indflydelse

Det er i øvrigt ikke kun investorerne, der får frataget deres indflydelse. Når først selskabsledelse bliver hevet op på EU-plan og harmoniseret dér, må medarbejderne også sige farvel til deres indflydelse. Især i de nordiske lande, hvor medarbejdere har direkte indflydelse i selve selskabets ledelsesorgan, bestyrelsen, hvilket går langt videre end i det øvrige EU, må en harmonisering forventes at føre til et ringere resultat.

Endelig risikerer så rabiat et forslag at skade hele bæredygtighedsdebatten. Hvis folk får indtryk af, at bæredygtighed bygger på forestillinger, der er åbenlyst urealistiske, vil det negative indtryk også ramme de andre dele af Kommissionens initiativer, som bygger på et mere fornuftigt grundlag.

Den danske regering må reagere!

Der er kun én fornuftig løsning. Danmark og de øvrige medlemsstater må meddele Kommissionen, at den med sin rapport ikke har fulgt nærhedsprincippet og må begynde forfra. Det vil dels lære Kommissionen at tage nærhedsprincippet mere alvorligt fremover, og det vil med et snuptag fjerne de useriøse forslag fra de seriøse forslag om bæredygtighed, så debatten kan blive mere realistisk. Den danske regering må tage stilling snarest, det haster.